Inspiration til Visualisering

Mange visualiseringsløsninger viser bygningen som grundplan, hvorpå der er tegnet nogle symboler til betjening af forskellige ting. Den model kan selvfølgeligt egne sig til en overordnet visualisering i en erhvervsbygning, men den er måske ikke den nemmeste måde for en slutbruger at tjekke om alt er lukket og slukket, inden han eller hun forlader sit hjem.

Derfor vil vi gerne give dig lidt inspiration til, hvilke løsninger du kan lave, som måske passer bedre til din kunde.

 

Dialog

Lad os starte med ovenstående eksempel; jeg vil gerne ud af bygningen – om det er hjemme eller på arbejde er ligegyldigt. Derfor skal jeg foretage nogle opgaver. Jeg skal se, om lys og stikkontakter er slukket, og vigtigst af alt, om vinduer og døre er lukkede – måske lige foruden den, jeg skal ud af. På den traditionelle visualisering er det typisk lidt af et projekt, særligt hvis bygningen spænder over flere etager eller bygningsdele, sådan at jeg skal klikke rundt til flere sider. Bevares, der er stadigt nemmere end at gå vægterrunden, men kunne det ikke være endnu nemmere?

Vælg et visualiseringssystem, der understøtter logikker og dialoger. Lav (eller brug, hvis visualiseringsløsningen allerede har denne funktion) en “Hjemmestatus” eller “Bygningsstatus” funktion. Heri anbringer du nogle kategorier, f.eks. “Hjemme”, “Ude”, “Ferie”, … Kategorierne skal selvfølgeligt have sin praktiske berettigelse, for eksempel er forskellen på “Ude” og “Ferie” ganske enkelt hvor meget der eksempelvis skal skrues ned for varmen.

Nu må tilstanden altså være “Hjemme” og jeg vil gerne ud. Jeg skifter tilstand til “Ude”, og her starter en logikfunktion, der hurtigt undersøger om døre og vinduer er lukkede, og fortæller mig, hvis det ikke er tilfældet. Systemet kan også spørge “Alle døre og vinduer er lukkede. Ønsker du at alarmen kobler til om to minutter?” [Ja/Nej].

Man skal huske at være mådeholdende – det kan hurtigt blive for meget, hvis huset spørger om man har husket indkøbsposer, i tilfælde af at man skal ud at handle. Men dialoger, der kun viser sig når noget er galt er en meget brugervenlig måde at foretage vægterrunden på.

 

Konfigurator

Man er begyndt at se biler anvende profiler og personalisering i større grad. For tyve år siden kunne tyske biler med elektrisk indstillige sæder godt finde ud af, at når man brugte fjernbetjeningen til at låse bilen op med, kunne sædet lige så godt køre til den stilling, man havde bedt den pågældende nøgle om at være kædet sammen med. Det betød, at spejle og sæder altid var indstillet passende, selvom bilen deles mellem to eller tre personer. Senere begyndte man at tænke i et lidt bredere format, sådan at bilen gemmer en række oplysninger i nøglen, såsom ønsket sprog, ønskede måleenheder, foretrukne radiostationer, ønsket temperatur, indstilling af rat, varigheden af følg-mig-hjem og følg-mig-ud belysning, samt selvfølgeligt fortsat sæder og spejle. De mange muligheder betød også, at der var behov for at kunne indstille tingene på en mere overskuelig måde, og da udviklingen samtidig betød at de fleste biler med den slags udstyr samtidig havde en stor touchscreen i midterkonsollen var svaret enkelt.

Og det kan vi lære noget af, for der er ingen hindring i, at især private hjem på samme måde kan personaliseres. Især ved køb/salg vil det klart være en fordel, men man kunne også forestille sig andre situationer.

Eksempler på konfiguration kunne være, om eksempelvis et givent rum skal være overvåget for bevægelse når tyverialarmen tilkobles, eller ej. Måske ændrer et kontor anvendelse til børneværelse, og så er det jo meget snedigt at alarmfunktionen kan slås fra. Ligeså kunne man ønske et vindue undtaget fra skalsikringen af huset. Det kunne også være mere spændende ting, eksempelvis om man ønsker at blive vækket af lys, musik, lyde fra havet, eller en kombination deraf. Det kunne være varigheden på vække- og godnatscenarierne. Varigheden af følg-mig-ud lys. Hvor meget lys der skal tændes når huset byder velkommen hjem? Skal enkelte stikkontakter automatisk slukke for standby-forbrug eller skal de være konstant aktive? Ønskes automatisk styring af emfang? Alarmtone når vaskemaskinen er færdig med en tøjvask?

Med potentialet i de intelligente installationer er der rig mulighed for at lave en installation, der kan personaliseres, og derigennem reducere omkostningerne til teknikere når tingene skal laves om, samt øge slutbrugerens tilfredshed med installationen. Og afhængigt af installationens kompleksitet kan enddog mange parametre stilles, sådan at man altid opnår en installation, der er tilpasset brugerens ønsker.

 

Brug Oplysningerne

Lad os antage, at vi har forbindelse til husets vandmåler – der sker efterhånden ofte, når man ønsker at overvåge energiforbruget. Hvorfor ikke bruge denne oplysning effektivt? Lad måleren nulstille en timer i systemet, hver gang der ikke forbruges vand – altså når måleren står stille. Hvis denne timer – som sættes til f.eks. 12 timer – når at løbe ud, betyder det at der har været et kontinuerligt vandforbrug i 12 timer! Er det et almindeligt brugsscenarie – eller et sprunget vandrør? Måske den slags hændelser burde generere en advisering af brugeren, så store, udforventede udgifter kan nedbringes? Kunne det være et salgsargument, at brugeren kan opnå en ekstra tryghed og sikkerhed mod uventede udgifter?

Og et bonusspørgsmål: Kunne ovenstående integreres i førnævnte konfigurator, sådan at man eksempelvis kunne øge tidsrummet eller vælge at undertrykke alarmen i et par dage, hvis man eksempelvis skulle fylde sin swimming pool?

 

Snak med din kunde

…og vær ikke bange for at spørge utraditionelt. Verdens bedste spørgsmål er “Hvorfor?”, så brug det endeligt hyppigt. Hvorfor ønsker din kunde en visualiseringsløsning? Hvis det er for at kunne følge sit energiforbrug, så er det jo det du skal have fokus på. Og så ville det være rigtig ærgerligt, hvis du har valgt et system som kan lave flotte grundplaner og har en opslagstavle til familien, men som ikke kan vise og gemme forbrugsdata. Derfor kan det både spare unødige udgifter og mange frustrationer, hvis du sætter dig ind i, hvad din kunde ønsker (også selvom kunden måske ikke selv ved det endnu), og forventningsafstemmer dette med kunden. Glade kunder har det nemlig også med, at komme igen.

Udgivet i Ikke kategoriseret
0 kommentarer til “Inspiration til Visualisering
1 Pings/Trackbacks for "Inspiration til Visualisering"
  1. […] Se også Inspiration til Visualisering […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>



Controel rådgiver hele elbranchen om intelligente bygningsinstallationer, og så sponsorerer og vedligeholder Controel denne blog.

Kig forbi Controel

Følg med IBI Bloggen

Tilmeld dig IBI Bloggens nyhedsbrev.